
Traditioner
På Hornbæk Skole tænker vi gerne nyt, men vi vægter også at holde fast i traditionerne.
De nye 0. klasser og forældre mødes ved skolens flagstang til fælles velkomst. Efter skolelederens oplæsning af et eventyr går børn og forældre sammen gennem espalier dannet af skolens øvrige elever og lærere. Dette sker, mens de ældre elever synger skolens egen sang "Jeg er så glad for min skole".
I løbet af 6. klasse arbejdes der med drama og teater.
6. klasserne laver en forestilling, som vises for hele skolen og for 6. klassernes forældre.
Fredagen før efterårsferien er hele skolen ude at løbe langt. Vi sætter denne dag fokus på sundhed og motion. Skolens ældste elever laver fælles opvarmning i skolegården, inden det årlige motionsløb skydes i gang.
På Luciadag går eleverne fra 5. årgang optog gennem en stemningsfyldt skole, der er oplyst af stearinlys.
Sidste dag før jul er der afsat tid til lidt hygge. Det er forskelligt fra afdeling til afdeling, om der laves et fællesarrangement, eller arrangementet finder sted i klasserne. Dagen sluttes af i Hornbæk Kirke med en kort gudstjeneste.
I midten af maj slutter undervisningen for vores 9. klasser, der derefter gør klar til folkeskolens afgangsprøve. Dagen fejres med udklædte 9. klasseelever, der kaster med vand og karameller i skolegården. Efter en god vandkamp mødes hele skolen til underholdning i hallen, hvor vores 9. klasser plejer at udsætte deres lærere for diverse prøvelser. Når resten af skolen går tilbage til almindelig undervisning, er 8. klasserne vært ved en frokost for 9. klasserne.
I ugen op til sommerferien tager vi en dag, hvor vi blander små og store til en række sjove idrætsaktiviteter. Det er en dag med konkurrencer, men i endnu højere grad er målet at skabe relationer mellem små og store elever.
Kort før sommerferien er det tid til at sige endeligt farvel til 9. klasserne. Det sker ved et aftenarrangement i Hornbæk Hallen med sange og taler både af lærere, elever og skolens ledelse. Forældre og anden familie deltager, og der siges pænt farvel og held og lykke med det videre uddannelsesvalg.
På årets sidste skoledag mødes hele skolen og synger sommerferiesangen. Herefter ønsker vi hver årgang efter tur en god sommerferie.
I løbet af foråret omdannes hele skolen til forskellige værksteder, hvor vi forbereder årets markedsdag.
Vi ønsker at skabe fællesskab og læring for skolens elever på tværs af årgange og et fællesskab mellem skolens personale, elever og forældre.
Det hele afrundes med en markedsdag for skolens elever og deres familier, som en festlig afslutning på arbejdet i de forskellige værksteder. Dagen byder bl.a. på boder, aktiviteter, konkurrencer og meget mere.